Kære medlem,
Vi, fra FADL, kan med stor glæde og begejstring meddele, at årets vinder af klinikprisen 2023 er… Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling i Roskilde!
Afdelingen gav som det første en velforberedt og udtømmende rundvisning og introduktion til hele afdelingen. Det er gennemgående for indstillingen, at medarbejderne i personalegruppen var utrolig hjælpsomme og imødekommende. De havde en oprigtig gejst og lyst til at lære fra sig, hvorfor klinikopholdet blev meningsfyldt og lærerigt. Som det andet var supervisionen tillidsfuld, undervisningsorienteret og velforberedt, hvorved den studerende på bedst mulig vis kunne benytte sin teoretiske viden i en klinisk kontekst.
Det er altafgørende for udbyttet, at vi studerende på kliniske ophold ikke bliver efterladt eller overset. Det eksemplariske arbejdsmiljø i det lille hus i Roskilde har også betydet, at flere af deres introduktionsstillinger er blevet besat af studerende, der tidligere har haft kliniske ophold på afdelingen.
Vi ønsker afdelingen et stort og rungende tillykke med prisen. Mange tak for jeres forbilledlige tilgang til at uddanne fremtidens sundhedspersonale!
Vi har således på Facebook, på hjemmesiden og i nyhedsbrevet rundet de tre bedste afdelinger for klinikophold i 2022, men vi vil stadigvæk gerne høre mere om jeres oplevelser med klinikophold. Derfor håber vi, at I vil bruge 5-10 min. på at besvare FADL’s studieundersøgelse: https://da.surveymonkey.com/r/LVT6JYD
Husk også, at du kan hente FADL’s Best Practice til det gode klinikophold i dit lokale FADL-hus eller din lokale FADL-lejlighed.
De bedste hilsner,
Oscar Juul, formand for FADL’s uddannelsespolitiske udvalg