Arrangementer i Aarhus

Arrangementsudvalgets opgave i FADL Aarhus består i at lave events for de medicinstuderende på Aarhus Universitet. Disse events kan være alt fra at komme med lidt morgenbrød og kaffe i eksamensperioden til de to store årligt tilbagevendende begivenheder Gårdfesten og Generalforsamlingen, samt alt derimellem som man nu synes kunne være sjovt og interessant at lave.

Nu hvor medlemshuset er blevet åbnet har det også åbnet for muligheder for at der kan laves flere events for de studerende uden at det kræver det store administrative arbejde, det kunne være pandekage- eller filmaftener.

Alle er velkomne til arrangementsudvalgets møder – dette er selvom man ikke sidder i udvalget eller er repræsentant for FADL Aarhus. Har man en god ide som man tænker at udvalget kan være behjælpelige med at føre ud i livet skal man endelig tage kontakt.

Gårdfesten er en tilbagevendende succes i FADL Aarhus. Hvert år omkring maj kører vi gården ved medlemshuset i stilling til den helt store fest, med fri fadøl, konkurrencer, live musik, pølsebod og mere til. Ud over det er størstedelen af FADL Aarhus repræsentanterne til stede, så hvis man har nogle spørgsmål eller lignende man ønsker besvaret, kan man gøre det her, dog gives de bedste svar nok inden fadøllene for alvor begynder at rulle!

Generalforsamlingen er hvert år i omkring starten af oktober, her er det helt store punkt, at der skal vælges et nyt repræsentantskab til det næste år. Udover valget af repræsentantskabet er der også en del formalia som skal gennemgås, hvilket inkluderer beretninger fra formanden, regnskabet og andre instanser så man kan få et indtryk af hvad der er sket i foreningsåret. Til Generalforsamlingen vil der være mad og drikke til dem som deltager, der plejer at være rigeligt, og når programmet er ved at være igennem, vil der være fest efter, denne fest foregår enten på stedet eller også går vi sammen på en bar eller klub reserveret til os. Det er normalt en rigtig hyggelig og god aften i godt selskab, alle som er FADL medlem må deltage, man skal bare huske at tilmelde sig så vi har en ide om hvor mange der skal trakteres for.