Brug de lægestuderende i psykiatrien

En del lægestuderende arbejder allerede som sygeplejevikarer og lægevikarer i psykiatrien, men det er meget varierende, i hvor høj grad de enkelte afdelinger anvender lægestuderende. Derfor er der basis for at anvende denne ressource langt mere. De lægestuderende kan få hverdagen til at fungere bedre for såvel patienter som det fastansatte personale. Samtidig er det en unik mulighed for at skabe interesse for specialet blandt de studerende.

Lægestuderende i arbejde som sygeplejevikarer i psykiatrien

Arbejder under oversygeplejerskens autorisation primært på lukkede sengeafsnit i børne- og ungdomspsykiatrien og i voksenpsykiatrien. De arbejder i enkeltvagter eller har faste aftaler med enkelte afdelinger og erdermed samme sted regelmæssigt.

  • De lægestuderende arbejder eksempelvis med:
  • Umiddelbart selvmordstruede patienter
  • Psykotiske patienter, der kan være udadreagerende i tale og handling
  • Bæltefikserede patienter
  • Ældre psykiatriske patienter, der fx på grund af demens har svært ved at korrigere adfærd

De studerende indgår som en del af det psykiatriske sygeplejeteam. Det vigtigste er ofte at sørge forpatientens sikkerhed ved at observere patienten tæt og tilkalde kvalificeret personale, såfremt voldsommesituationer opstår. Med børn og unge er det ofte sådan, at man dyrker motion, spiller spil eller læser bøger. De studerende hjælper også med at servere måltider, rydde op på afdelingen og journalføre sygeplejefagligeobservationer.

Lægestuderende i arbejde som lægevikareri psykiatrien

Arbejder under overlægens autorisation primært på skadestuer, akutmodtagelser samt i såvel åbne som lukkede sengeafsnit i børne- og ungdomspsykiatrien og i voksenpsykiatrien. Der findes hold af lægevikarer, der deler én eller flere fuldtidsstillinger på holdet. Derudover er der lægevikariater – typisk på sengeafsnit– hvor de studerende vikarierer 1:1 for en læge. Mange steder i landet gøres kun brug af lægevikarer i psykiatrien hen over sommeren, selvom lægevikarer kan bruges året rundt.

Lægevikarer i psykiatriske skadestuer og akutmodtagelser:

  • Vurderer patienter, der henvender sig i skadestuen med henblik på indlæggelse, henvisning til andet tilbud eller afslutning
  • Gennemfører støttesamtaler og rådgivning
  • Skriver indlæggelsesjournaler, gennemfører somatisk screening af patienter, ordinerer blodprøver og andre parakliniske undersøgelser
  • Tilkalder læge ved behov for vurdering af tvangsindlæggelse
  • Udskriver patienter fra akutmodtagelser, aftalerplan med andre aktører og patient for videre forløb

Lægevikarer på psykiatriske sengeafsnit:

  • Går stuegang og drøfter patientens ønsker til behandling, regulerer medicin, organiserer opfølgning samt udskriver patienter
  • Sparring med resten af lægegruppen og hjælper med at løse akut opståede problemer

DET SKAL DER TIL!

  • Brug de lægestuderende fra starten af deres uddannelse i psykiatrien i sygeplejevikarstillinger
  • Ansæt de unge lægestuderende i holdstillinger
  • Ansæt lægevikarer året rundt i hold i skadestuer og akutmodtagelser
  • Ansæt flere lægevikarer 1:1 på sengeafsnit i ferier og året rundt

Erfaringer med lægestuderende

Arbejdet i psykiatrien som sygeplejevikar giver kompetencer, man kan bruge som læge en dag. Herudover udgør vi en vigtig ressource for afdelingerne. Det er velkendt, at der er mangel på psykiatere rundt i landet, men der mangler i den grad også plejepersonale i psykiatrien. Og det problem kan jeg være med til at løse igennem mit arbejde.

Jeg synes, det er vigtigt, at lægestuderende får mulighed for at opleve psykiatrien og får en holdning til de mange forskellige redskaber, der anvendes. Som sygeplejevikarer er vi med til at opspore mentale ændringer hos psykisk syge patienter. Ændringer i bevidsthed, humør og psykiske symptomer er en vigtig information for afdelingens faste personale. Vi bidrager til at øge opmærksomheden på den enkelte patient og iværksætte behandlinger og/eller terapier, som kan forhindre en eventuel forværring hos patienten. Vi får også øvet os i at kommunikere med patienter, da det ofte er svære samtaler, man har. På studiet træner vi ikke særlig meget kommunikation, selvom kommunikation er et utrolig vigtigt redskab for alle læger.

Arbejdet som lægevikar er reelt set det, der klæder én allerbedst på i forhold til dit kommende job som læge. I mit arbejde taler jeg med patienter og lægger sammen med dem en plan for eventuel indlæggelse eller henvisning til et andet sted. Det giver en stærk faglig udvikling, og de erfarne lægers supervision gør, at det hele foregår under trygge, veldefinerede rammer. Hermed får man det kliniske arbejde ind under huden, så man står sikkert, når man pludselig er alene med patienterne. De erfaringer er med til at skabe bedre læger. Noget af det mest givende ved at være lægevikar i psykiatrien har været at styrke min kommunikation – både med patienter og pårørende. Som læge oplever man mennesker, når de er allermest udsatte og i krise. Vi forventes at kunne håndtere, navigere i og hjælpe med at strukturere deres indre kaos; og på den måde hjælpe dem bedst muligt videre derfra. Det kræver ikke alene faglighed,men også vedblivende øvelse og kyndig vejledning fra erfarne kollegers side

Arbejdet i en psykiatrisk praksis giver mulighed for at lære mere om psykiatriske patienter; en vigtig patientgruppe, som vi ikke møder så mange af i min studiepraktik, men som vi vil møde uanset hvilken afdeling, vi kommer til at arbejde på.
Jeg tror derfor, det er vigtigt at bruge medicinstuderende i klinikken, så fordommene om psykiatrien kan brydes, og så vi kan blive præsenteret for, hvad psykiatrien har at byde på. Dertil kommer, at vi er en nyttig ressource, da vi er lærenemme og vant til at have mange bolde i luften på én gang. Personligt er jeg i hvert fald blevet langt mere interesseret i psykiatrien gennem mit arbejde som sekretær i en psykiatrisk praksis, hvor jeg bl.a. har stået for kalenderen, passet telefonen og bistået med eksempelvis årskontroller.
Gennem mit arbejde har jeg også forbedret mine kommunikationsevner, da mødet med forskellige psykiatriske patienter tit har indebåret forskellige kommunikative tilgange, som vi har lært om på studiet, og som jeg har haft mulighed for at træne i praksis – dét er nok det største udbytte ved mit arbejde.

Psykiatrien bygger på kommunikation, hvilket gør specialet unikt i mine øjne. Arbejdet som lægevikar i psykiatrien indebærer, at man gennem kommunikationen investerer sig selv i det individ, man møder, for på bedste vis at kunne diagnosticere og behandle optimalt.
I mit arbejde laver jeg bl.a. sundhedsundersøgelser, som tager udgangspunkt i en fuld somatisk undersøgelse. En vigtig del af dem er den ’objektive psykiske’ del til beskrivelse af mødet med patienten. Kombinationen af det somatisk og psykiatrisk orienterede arbejde har lært mig meget og kun øget min interesse for psykiatrien.
Det at bruge de lægestuderende er gavnligt for specialerne og deres rekruttering – også i psykiatrien. Selv har jeg i mit arbejde fundet det fantastisk givende at se, hvordan jeg har kunnet omsætte teoretisk viden til praksis, og det har styrket min interesse for studiet og for at dygtiggøre mig. Men vigtigst af alt kommer jeg altid glad og tilfreds hjem fra arbejde, fordi jeg får mindst lige så meget tilbage fra patienterne, som jeg giver dem. Det er dét, psykiatri er for mig!

Egentligt startede vi med vores studenterhold af rekrutteringsgrunde. Der var behov for at være to i vagten, da optageområdet var forøget markant. Vi havde svært ved at rekruttere det antal forvagter, hvor vi jo bruger færdigudannede læger, det krævede. Det viste sig atvære nemt og hurtigt at sætte et hold op af medicinstuderende – og interessen var stor for at søge. Med tiden kunne vi rekruttere forvagter, og så ændrede vi betingelserne for holdet, så man nu kun varetager vagter i dagtid. Der er stadig god søgning til holdet. Der er en stor fordel i, at man som medicinstuderende kan stifte bekendtskab med et speciale som psykiatri, og det er en god måde for os at rekruttere fremtidige psykiatere på.

Som studerende er man vant til hurtigt at sætte sig ind i nye områder – og ofte starter vores studerende lige efter deres psykiatriophold, så viden er frisk og klar til brug. Herudover falder de hurtigt ind i rutinerne og lærer klinikken. Det er altid en fornøjelse, når vi modtager KBU-læger, der har haft sådanne ansættelser. Som studerende lærer man sin kommende hverdag på hospitalet at kende. Man lærer, hvordan det er at skulle møde til vagt og håndtere det medfølgende ansvar. Man lærer at samarbejde på tværs af faggrupper – og vigtigst af alt dygtiggør man sig i patientkommunikation. Herudover skærpes det kliniske blik, og man lærer at håndtere de mange bolde, en læge skal kunne jonglere med på en almindelig arbejdsdag. Det er vigtigt, at man som studerende ser det lægefaglige og dermed kan identificere sig med faget. Som studerende på et hold kan man opleve bredden i faget og møde kommende kolleger, som brænder for deres fag – rollemodeller. Jeg tror vejen til bedre rekruttering ligger i at se fagligheden – og så mærke en god omgangstone, fokus på fællesskab og uddannelse af yngre læger.

Du kan læse mere om det i folderen her

Du kan læse FADL og Dansk Psykiatrisk Selskabs anbefalinger til en forbedret rekruttering til psykiatrien her