Hvad er en overenskomst?
En overenskomst er en kollektiv aftale mellem en fagforening og en arbejdsgiverorganisation, eller mellem en fagforening og en arbejdsgiver (virksomhed).
FADL er en fagforening og har overenskomster med Danske Regioner og Staten.
Hvordan er overenskomsterne skruet sammen?
Overenskomsterne fastlægger lønnen, pensionen, opsigelsesvarsler, tillidsrepræsentanter, betaling for overtid, arbejdstidens længde, efteruddannelse, barselsrettigheder og løn under sygdom.
Retten til betalt frokost, kompetence- og funktionstillæg, vaccinering og genetillæg som f.eks. isolationstillæg er nogle eksempler på vilkår FADL har fået med i overenskomsterne.
Hvis du arbejder på et område uden overenskomst, så er du kun dækket af den aftale du selv indgår med din arbejdsgiver og den lovgivning som evt. dækker dit arbejde. Det vil især være funktionærloven der kan give dig lidt beskyttelse, forudsat at du opfylder kravene for at være funktionær. FADL hjælper gerne medlemmer med jobaftaler.
De rettigheder FADL har fået med i overenskomsterne er vanskelige at få ind i enkeltaftaler med arbejdsgivere.
Overenskomster er med til at udvikle arbejdsmarkedet.
Når man ikke er medlem af FADL
Det er lykkedes FADL at få mange flere rettigheder med i overenskomsterne end de vilkår loven giver. Det kan vi takke mange generationer af lægestuderende for. De forhandler FADLs overenskomster med Danske Regioner og Staten ca. hvert 3. år.
Et højt medlemstal og hårdt arbejde af frivillige FADL-politikere er årsagen til at FADL formentlig har verdens bedste studenterlønninger og gode arbejdsvilkår. Hvis man ikke er medlem af FADL, så vil man ofte få samme lønvilkår som medlemmerne. Det skyldes forvaltningsretlige regler for offentlige arbejdspladser.
Hvis ikke-medlemmer bliver uenig med din arbejdsgiver om dine løn eller andre vilkår, så kan FADL dog ikke hjælpe. I de tilfælde må man selv føre sin sag. Evt. ved brug af advokat.
Blandt uddannede læger er mere end 95 pct. medlem af fagforeningen for Yngre Læger. Læger er meget opmærksomme på behovet for og fordele ved at stå sammen.
FADL’s podcast
Lyt til første afsnit af FADL’s podcast. Her snakker vi med Kaare, som læser medicin og er en del af FADL’s overenskomstudvalg. Han fortæller om det kæmpe arbejde der er lagt i FADL’s overenskomster gennem årtier.