Arbejdsmiljø

Der er mange forhold der indgår i at skabe et godt arbejdsmiljø. Det handler både om en ordentlig inddragelse i det daglige arbejde, og om at tage hånd om risikofaktorer som stress eller dårlige arbejdsstillinger.

Ved at følge henvisningerne i venstre kolonne kan du lære mere om  nogle af de problemstillinger som du kan tænkes at komme ud for i dit arbejde som FADL-vagt, lægevikar eller universitetsansat.

Det kan fx handle om:

  • Arbejdsskader
  • Vold på vagten
  • Hvad er en passende tjenestedragt?
  • Lovgivning vedr. arbejdsmiljø

Husk også at du altid kan kontakte Hovedforeningens Sekretariat såfremt du har spørgsmål som ikke dækkes her på siden.

Arbejdsskader

Ude på din arbejdsplads er der altid en risiko for, at du kommer til skade, hvad enten det er en fysisk eller psykisk skade. Det kan i værste fald få indflydelse på din arbejdsevne. og derfor er det altid vigtigt, at skaden bliver anmeldt.

Her kan du læse mere om, hvad du og din arbejdsgiver skal gøre, når skaden er sket.

Kontakt altid FADL, hvis du har været udsat for en arbejdsskade. Send også en kopi af arbejdskadesanmeldelsen til FADL.

Hvad er en arbejdsskade?

En arbejdsskade er en personskade, der enten kan være en arbejdsulykke eller erhvervssygdom:

En arbejdsulykke er forårsaget af en begivenhed eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Det kan være stikuheld, løfteskader, vold, trusler eller hvis du kommer fysisk til skade ved ulykker på arbejdspladsen eller i arbejdstiden.
En erhvervssygdom er en arbejdsskade, som er opstået på grund af arbejdet. Det kan være stress eller fysisk overbelastning.

Anmeldelse af arbejdsskaden
Det er din arbejdsgivers pligt at anmelde en arbejdsskade. Blot mistanken om, at der kan være en sammenhæng mellem helbredsmæssige symptomer og arbejdsmæssige påvirkninger, er nok til, at skaden skal anmeldes.

Ifølge bekendtgørelsen om anmeldelse af arbejdsulykker skal din arbejdsgiver anmelde arbejdsskaden til Arbejdstilsynet, hvis skaden har gjort, at du er blevet uarbejdsdygtig en dag ud over den dag, hvor du kom til skade.

Hvis skaden betyder, at du måske skal have en økonomisk kompensation, som for eksempel ved tabt arbejdsevne eller ødelagte briller, skal den også anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsen har nemlig mulighed for at tildele erstatning for følger af arbejdsskader, herunder voldsepisoder. Arbejdsskadesikringsloven giver mulighed for følgende ydelser:

  • Betaling af udgifter til sygebehandling (for eksempel ved tandskader), optræning og hjælpemidler (for eksempel briller)
  • Erstatning for tab af erhvervsevne
  • Godtgørelse for varige mén
  • Overgangsbeløb ved dødsfald
  • Erstatning til efterladte for tab af forsørger
  • Har du en privat arbejdsgiver, skal han også anmelde det til sitforsikringsselskab. Du er under dit arbejde som FADL-vagt og lægevikar omfattet af institutionens egen ulykkes- og arbejdsskadeforsikring.

For at være på den sikre side kan du også selv anmelde arbejdsskaden til Arbejdsskadestyrelsen. Du kan bruge en anmeldelsesblanket eller bruge Arbejdsskadestyrelsens online-system, men det er også tilstrækkeligt enten at ringe eller blot skrive forløbet ned og sende til Arbejdsskadestyrelsen. Inden for en uge efter anmeldelsen bør du have modtaget en bekræftelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Tidsfrist for anmeldelse
Din arbejdsgiver skal anmelde arbejdsskaden hurtigst muligt og inden 9 dage efter skaden er sket. Det er vigtigt at tidsfristen overholdes. For at få anerkendt en arbejdsskade, skal man nemlig kunne påvise en sammenhæng mellem den skadelige påvirkning og følgerne heraf. Jo længere tid der går, jo vanskeligere kan det være at påvise den sammenhæng.

Du har yderligere en frist på et år til at rejse en eventuel erstatningssag efter arbejdsskadeforsikringsloven. Her er det også vigtigt at overholde fristen. Det er kun i særlige tilfælde, at der ses bort fra tidsfristen.

Kontakt din læge

Du bør straks søge læge, hvis du har været udsat for en arbejdsskade. Han skal dokumentere skadens art og omfang.

Læger og tandlæger har en særlig pligt til at anmelde en arbejdsskade til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen, hvis arbejdsskaden ikke allerede er anmeldt.

Erstatning
Arbejdsskadestyrelsen vurderer, hvad der eventuelt skal udbetales i erstatning. Behandlingen skal være afsluttet, inden sagen kan afgøres.

Man kan få betaling af udgifter til sygebehandling og genoptræning, erstatning for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén, overgangsbeløb ved dødsfald og erstatning til efterladte for tab af forsørger.

Det er muligt at anke Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til Den sociale Ankestyrelse. I særlige tilfælde vil der være mulighed for at få tilkendt erstatning efter erstatningsansvarsloven.

Vold på vagten

Som FADL-vagt møder du patienter fra hele samfundet, og for det meste går mødet mellem dig og din patient uden gnidninger. Men et møde kan også indeholde store udfordringer. Patienter og pårørende kan være følelsesmæssigt ustabile. Nogle kan være psykisk syge. Misforståelser og konflikter kan opstå, men heldigvis bliver de som regel løst på fredelig vis.

Du kan dog risikere, at konflikterne ender med vold eller trussel med vold. Og hvad gør du så, når det er sket? Først og fremmest skal du passe på dig selv. De psykiske skader kan tit være værre end de fysiske. Overvej seriøst at søge psykologhjælp.

Du skal også være opmærksom på den praktiske del af en voldsepisode. For eksempel skal du og din arbejdsgiver anmelde skaden. Politiet skal måske også inddrages.

Psykologhjælp
At opleve vold kan være en stærk oplevelse, og selv efter, at du har overstået en episode rent fysisk, kan du stadigvæk være psykisk skadet.

Du skal derfor kraftigt overveje at få psykologisk hjælp. Du bør i første omgang undersøge, om der på hospitalet er en krisepolitik med tilbud om psykologhjælp. Du kan spørge hospitalets personalekontor.

Har hospitalet ingen mulighed kan FADL eventuelt hjælpe med indledende psykologhjælp til debriefing. Psykologisk debriefing er et møde, hvor tanker, følelser og reaktioner tales grundigt igennem – enten enkeltvis eller i gruppe. Debriefingen placeres normalt nogle døgn efter hændelsen.

Efter psykologhjælp og debriefing er indsatsen ikke nødvendigvis færdig. Det er vigtigt, at du, eventuelt i samråd med din leder, får snakket ud med kollegaer, venner og familie.

Skadesanmeldelse
Da voldsepisoder og trusler om vold på arbejdspladsen opfattes som arbejdsulykker, skal de anmeldes til Arbejdstilsynet. Der skal dog kun ske anmeldelse, hvis arbejdsulykken har medført uarbejdsdygtighed i mindst 1 dag ud over den dag skaden skete. Det er vigtigt, at alle episoder anmeldes, uanset om der er fysiske mén eller ej.

Anmeldelserne giver Arbejdstilsynet og arbejdspladsen mulighed for over tid at registrere de psykiske belastninger, der er på en arbejdsplads. Hvis skaden betyder, at du måske skal have en økonomisk kompensation, som for eksempel ved tabt arbejdsevne eller ødelagte briller, skal den også anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.

Har du en privat arbejdsgiver, skal han også anmelde det til sitforsikringsselskab. Skadesanmeldelse kan være kompleks. Du kan læse meget mere om blandt andet tidsfrister og retningslinjer under Arbejdsskader.

Sikkerhedsrepræsentanten
Når voldsepisoder anmeldes som beskrevet ovenfor, skal sikkerhedsrepræsentanten på din arbejdsplads også inddrages.

Sikkerhedsrepræsentanten skal have en kopi af anmeldelsen, og episoden bør drøftes med arbejdsgiveren/ledelsen med henblik på forebyggelse af andre voldsepisoder.

Politianmeldelse
Hvorvidt du ønsker at anmelde en voldsepisode til politiet vil ofte være et spørgsmål om personlige grænser. Som udgangspunkt opfordrer FADL til, at alle typer af voldsepisoder anmeldes til politiet, idet vold mod mennesker, der passer deres arbejde ikke kan accepteres og skal retsforfølges.