Simulationsansat
Som lægestuderende der varetager simulations- og færdighedstræningsopgaver (SIM-ansat), er du sikret løn og arbejdsvilkår gennem FADLs overenskomst for simulationsansatte.
Overenskomst og arbejdsvilkår
Der er intet semesterkrav for at arbejde som SIM-ansat, men ofte stiller arbejdsgiver bestået 3. semester som ansættelseskrav.
Efter mere end 10 års forberedende arbejde, fik FADL ved overenskomstforhandlingerne i 2018 (OK18) forhandlet en aftale, der dækker landets lægestuderende. Med FADLs overenskomst har du fået formaliseret retten til et opsigelsesvarsel, fleksibilitetstillæg, lønnet forberedelse, løn under sygdom, feriegodtgørelse, løn for aflyst arbejde og pension.
Arbejdet med overenskomstfortolkning og -forhandlinger for SIM-ansatte varetages af Lægevikargruppen. Se FADLs overenskomst for simulationsansatte her.
Løn
Som simulationsansat er der tre lønniveauer afhængigt af kompetencekrav og jobindhold:
Grundlønnen dækker arbejde som:
- Figurant
- Operatørfunktioner/teknisk assistance
- Øvrige praktiske opgaver
Grundløn + tillæg 1 gives hvis du varetager flg. opgaver:
- Simulationsassistent til teknisk færdighedstræning
- Anæstesioperatør og HPS-operatør (Human Patient Simulator)
- Koordinering af kurser og eksamen
Grundløn + tillæg 2 gives hvis du varetager flg. opgaver:
- Undervisning i kliniske opgaver og praktiske færdigheder
- Undervisning i full scale simulation fx Akut Patient
Du er jf. overenskomsten sikret, at forberedelse er arbejdstid, og at du har ret til at drøfte omfanget af forberedelse med din arbejdsgiver.
SIM-ansat uden for regionerne
Der udbydes en del figurantarbejde udenfor regionale institutioner (fx selvejende institutioner, som har driftsaftale med regionerne). Aflønningen er uregelmæssig, og derfor anbefaler FADL, at du sikrer dig følgende:
- Arbejde for en regional institution (fx en akutmodtagelse), skal lønnes efter overenskomsten.
- Arbejde for private virksomheder (fx Dansk Råd for Genoplivning), hvor andet personale lønnes svarende til deres respektive arbejdsopgaver, bør lønnes. Løn kan forhandles med udgangspunkt i overenskomstens lønsatser.
- Arbejde for frivillige organisationer (fx Foreningen af Yngre Anæstesiologer), hvor andet personale også arbejder frivilligt, bør ikke lønnes. Frivilligt arbejde i interesseorganisationer er op til den enkelte.
Sæt dig i arbejdsgivers situation, og spørg dig selv:
- Er en figurant nødvendig?
- Skal figuranten netop være medicinstuderende?
- Udbydes opgaven af en regional institution (eller en selvejende institution, som har driftsaftale med regionerne)?
Hvis du kan svare ja til alle tre ovenstående spørgsmål, så skal figuranten lønnes efter overenskomst.
Hvis du kan svare ja til de første to, anbefaler Lægevikargruppen at figuranten lønnes. Undtaget er arbejde i interesseorganisationer, hvor ingen andre involverede får løn.
Kontakt FADL, hvis du er i tvivl om dit figurantarbejde er dækket af overenskomsten.