Et nyt foreningsår er skudt igang, og derfor kigger vi tilbage på det seneste års arbejde. Vi har brugt året på at forhandle løn, lave politik og stå sammen om de ting, der fylder hos os lægestuderende. Her er et overblik over, hvad vi har nået sammen.
Optaget og Stoledans
Det store optag på medicinstudiet bekymrer mange af os, og det har vi lyttet til. Vores holdning er, at optaget aldrig må være større end det, der er kapacitet til: på universiteterne, i klinikopholdene og i speciallægeuddannelsen.
Vi har skrevet debatindlæg, debatteret med politikere og ministre, sendt julekort til uddannelsesministeren og deltaget i høring i Folketinget. I maj samlede vi 220 lægestuderende til aktionen “Stoledans” i alle fire studiebyer samme dag. Den kom i nyhederne på både DR1 og TV2.
OK26: Bedre løn og vilkår
Året har stået i overenskomstforhandlingernes tegn. Med OK26 har vi sikret en række forbedringer for medlemmerne:
SPV’ere
- Grundlønsstigning på 8,05 %
- 75 % højere nattillæg
- Ret til dobbelttillæg
- 290 % højere psykiatritillæg
Lægevikarer
- Grundlønsstigning på 6,34 %
- Ulempetillæg op med 6,50 kr. i timen
- Overarbejdstillæg til deltidsansatte
- Betalt spisepause
Simulationsansatte
- Funktionstillæg op fra 12 til 15 %
- Tillæg for arbejde uden for almindelig arbejdstid, ligesom SPV’erne
Universitetsansatte
- Højere timeløn og mulighed for funktionstillæg
SPV’ere og lægevikarer har desuden fået ekstra betalt barsel, barnets 0. og 3. sygedag og en fritvalgsordning.
Dit arbejde skal også tælle uden for hospitalet
Ikke alt, vi arbejder med som medicinstuderende, er dækket af de traditionelle overenskomster. Det gælder især almen praksis. Vi er i dialog med de praktiserende læger om en aftale, der er lavet specifikt til medicinstuderende. Vi arbejder også på bedre forhold for dem, der arbejder i Grønland, og på en guide til arbejde i almen praksis og forskning, så du selv kan kende og bruge dine rettigheder.
Samtidig ser vi, at medicinstuderende bliver ansat på forkerte overenskomster, nogle gange fordi et stærkt CV kommer til at fylde mere end lønnen. Vi kortlægger det, følger op og fører konkrete sager. Er du i tvivl om din løn eller dit ansættelsesbrev, kan du skrive til Klaus på jura@fadl.dk. Det er gratis for medlemmer.
Stærkere sammen
Vi har samarbejdet tættere med Lægeforeningen, Yngre Læger og Sygeplejestuderendes Landsorganisation om debatter, indlæg og fælles aktioner. For første gang i tre år er der valgt fire lægestuderende ind i Lægernes Pension & Bank, så vi er med til at bestemme, hvordan vores pension investeres.
Det hele drives af frivillige lægestuderende, som bruger deres tid på at gøre studietiden lidt mere tryg for resten af os. Tak til jer alle.
Hvad så nu?
Det kommende år handler om at styrke kvaliteten af vores uddannelse, især i lyset af det øgede optag, få OK26 omsat til noget, du kan mærke på lønsedlen, og om at sikre, at vores overenskomster følger med de nye måder, vi arbejder på.