Vedtægter, kredscirkulære, valgregulativ
Vedtægter:
Kredsforeningens vedtægter beskriver det grundlæggende regelsæt som foreningen skal drives efter.
Vedtægterne er bindende for repræsentantskabet, bestyrelsen, og forpersonens arbejde.
Ved at følge links i navigationen til venstre kan du også læse kredsforeningens forretningsordener, som snarere beskriver de daglige spilleregler på møderne.
§ 1. Foreningens navn er Københavns Kredsforening under Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL). Foreningen har hjemsted i Københavns Kommune.
§ 2. Foreningens formål er at varetage medlemmernes økonomiske og faglige interesser.
§ 2, stk. 2. Foreningen kan drive handel i henhold til næringsbrev.
§ 3. Kredsforeningen, dens repræsentantskab, bestyrelse og medlemmer er underkastet bestemmelser fastsat i Hovedforeningens love og beslutninger truffet af Hovedforeningen.
§ 4. Som medlemmer af kredsforeningen optages personer, der:
a) Er tilmeldt lægestudiet ved Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet eller
b) har bestået bacheloruddannelsen i medicin ved Københavns Universitet inden for de seneste tre år
Medlemskab efter b) er tidsbegrænset til maksimalt 3 år og bortfalder, såfremt medlemmet bliver optaget på en anden uddannelse uden at opfylde a).
Efter ansøgning kan medlemskab tillige opnås af lægestuderende ved landets øvrige universiteter, der kan dokumentere at have bopæl i kredsforeningens geografiske område. Hovedbestyrelsen fastsætter nærmere regler for inddelingen af landet i geografiske områder.
§ 4, stk. 2. Indmeldelse sker efter regler fastsat af repræsentantskabet.
§ 4, stk. 3. Bestyrelsen kan forbyde et medlem at være medlem af en anden fagforening, hvis det skønnes at være i uoverensstemmelse med FADLs kollegiale vedtægter eller interesser i øvrigt.
§ 4, stk. 4. Udmeldelse kan kun ske skriftligt med én måneds varsel til slutningen af måneden. Personer, der er frameldt Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, betragtes dog som udmeldt ved frameldelsen fra studiet. Personer, der er uddannet som sygeplejerske, sygehjælper eller akademiker, som får ansættelse i henhold til DSR, FOA eller en akademikerfagorganisations overenskomst inden for et arbejdsområde, hvor FADL også har overenskomst, kan umiddelbart meldes ud af FADL ved dokumentation af medlemskab af den overenskomsthavende fagforening.
§ 4, stk. 5. Repræsentantskabet kan ekskludere et medlem fra foreningen, hvis dette ikke følger foreningens love og vedtægter. Eksklusionen kræver 2/3 flertal af de afgivne stemmer. Medlemmet har krav på skriftlig meddelelse om, at det står til eksklusion mindst en uge før mødet, hvor sagen behandles, og ret til at deltage i mødet med taleret og med bisidder.
Eksklusion kan af det pågældende medlem ankes til FADLs hovedbestyrelse senest 4 uger efter afgørelsen er meddelt medlemmet. Anken har opsættende virkning.
Hovedbestyrelsens afgørelse kan af såvel medlemmet som repræsentantskabet ankes til FADLs voldgiftsret, hvis afgørelse er endelig og bindende for alle parter.
Repræsentantskabet skal ved eksklusion fastsætte betingelserne for eventuel genopnåelse af medlemskab.
Medlemmer, der bryder en overenskomstmedholdelig konflikt, hvori FADL er part, kan af repræsentantskabet idømmes en bøde på “et beløb på indtil 75 gange grundtimelønnen for sygeplejevikarer”. Denne bøde kan idømmes samtidig med eller i stedet for en eksklusion. Idømmelse af bøde samt anke over dette foretages efter de samme regler, som gælder vedrørende eksklusion.
§ 4, stk. 6. Under bestående konflikttilstande mellem FADL og sygehusmyndigheder eller andre institutioner kan intet medlem ved udmeldelse unddrage sig de kollegiale forpligtelser, som på grund af konflikten organisationsmæssigt pålægges foreningens medlemmer.
§ 5.Foreningens regnskabsår løber fra 1/1 til 31/12. Revision foretages af to af Generalforsamlingen valgte kritiske revisorer samt en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor.
§ 5, stk. 2.Foreningens midler forvaltes af bestyrelsen, jf. § 11, stk. 3.
§ 5, stk. 3.Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, men foreningen hæfter udelukkende med sin til enhver tid eksisterende formue.
§ 5, stk. 4.Foreningen tegnes af forpersonen og et andet bestyrelsesmedlem i forening. Bestyrelsen kan meddele prokura.
§ 6.Medlemskontingentets størrelse og forfaldstid fastsættes af repræsentantskabet. jf. § 6. stk. 2.
§ 6. stk. 2. Medlemskontingentet pristalsreguleres hvert år den 10. januar på grundlag af udviklingen i Danmarks Statistiks opgjorte nettoprisindeks det forudgående år (fra januar til december kvartal).
§ 6, stk. 3.Bestyrelsen kan, når et medlem er medlem af anden fagforening, jf. § 4, stk. 3, give dispensation for kontingentbetaling i et antal perioder af 6 måneders varighed. Disse perioder følger kontingentåret.
§ 6, stk. 4.Fritagelse for kontingent i henhold til § 6, stk. 3 medfører automatisk tab af alle medlemsrettigheder (stemmeret, valgbarhed, kursusdeltagelse etc.) i dispensationsperioden. Dog har et medlem ret til at bevare eventuelt medlemskab af FADLs forsikring i dispensationsperioden.
§ 6, stk. 5.Ved genoptagelsen af fuldt medlemskab efter dispensation efter § 6, stk. 3 skal såvel den modtagne dispensation som dokumentation for betalende medlemskab af anden fagforening medbringes.
§ 6, stk. 6.Studieorlov berettiger til dispensation for medlemskontingent. Dispensation kan dog kun gives for perioder af mindst 6 måneders varighed, og medfører tab af medlemsrettigheder, jf. § 6, stk. 3. Kontingentfritagelse kan kun gives frem i tiden.
§ 6, stk. 7.Medlemmer af FADL, tilflyttet fra en anden kredsforening, optages som medlemmer af Københavns Kredsforening i den periode, for hvilken der er erlagt kontingent i den fraflyttede kredsforening.
§ 6, stk. 8.Såfremt et medlem ved overflytning fra en anden kredsforening er i restance, opkræver Københavns Kredsforening alle forfaldne ydelser.
§ 6, stk. 9.Hvis et medlem ikke senest 2 måneder efter forfaldstid har betalt kontingent eller anden af repræsentantskabet vedtagen ydelse, slettes vedkommende som medlem af foreningen, og det skyldige kontingent opkræves. Genoptagelse kan kun finde sted, efter betaling af samtlige restancer
§ 7.Foreningen kan yde støtte til andre organisationer, grupper eller enkelt projekter efter bestyrelsens beslutning i hvert enkelt tilfælde. Denne støtte skal ske efter retningslinjer udstukket af repræsentantskabet. Hvis støtte til en konkret organisation, gruppe eller enkeltprojekt ikke er omfattet af repræsentantskabets retningslinjer for støtte, skal afgørelsen om støtte dog træffes af repræsentantskabet selv. Retningslinjerne skal offentliggøres på foreningens hjemmeside.
§ 8.Repræsentantskabet består af 21 repræsentanter og maksimalt 7 suppleanter og er kredsforeningens højeste myndighed, jf. dog § 8, stk. 3.
§ 8, stk. 2.Repræsentantskabet vælges ved skriftligt eller elektronisk valg, der finder sted over 5 hverdage afsluttende med en generalforsamling afslutning jf. dog § 8, stk. 3.
§ 8, stk. 3.Såfremt der kun er opstillet 21 eller færre kandidater ved opstillingsfristens udløb, bortfalder valget. Kredsforeningens repræsentantskabet består da af de opstillede kandidater.
§ 8, stk. 4. Såfremt det maksimale antal repræsentanter og suppleanter jf. $8 stk 1 efter generalforsamling ikke er opnået, kan et medlem indsættes. Dette sker efter skriftlig meddelelse til forpersonen og herefter godkendelse i repræsentantskabet ved 2/3 flertal i hemmelig afstemning. Ved flere henvendelser rangeres behandling efter henvendelsestidspunkt.
§ 8, stk. 5.Såfremt det foregående valg til repræsentantskabet har fundet sted mindre end 3 måneder før den ordinære generalforsamling, kan generalforsamlingen, såfremt forslag herom er optaget på dagsordenen, vedtage, at det ordinære valg til repræsentantskabet annulleres.
§ 8, stk. 6.Repræsentantskabet vælges i overensstemmelse med det af generalforsamlingen vedtagne og repræsentantskabet samt Hovedforeningen godkendte valgregulativ, der kun kan ændres af repræsentantskabet efter forudgående offentliggørelse i MOK og/eller ved opslag.
Enhver kandidat skal ved sin underskrift bekræfte, at han/hun ønsker sig opstillet.
Bestyrelsen meddeler ved opslag og/eller i MOK, hvornår kandidattilmeldingen skal være bestyrelsen i hænde. Bestyrelsen er pligtig til samtidig at meddele, efter hvilke regler kandidattilmeldingen foregår.
På stemmesedlen anbringes en rubrik med betegnelsen “stemmer blankt”.
Stemmesedlen skal være tilgængelig for foreningens medlemmer senest 4 dage før valgets begyndelse sammen med en vejledning i den anvendte valgmetode.
§ 8, stk. 7.Valgbare er alle, som i flg. § 4, stk. 1 er optaget som medlem af Københavns Kredsforening, og som ikke er ansat i fast, lønnet stilling inden for FADLs aktiviteter, som eksempel nævnes FADL, Københavns Kredsforenings Tillidsrepræsentanter.
§ 8, stk. 8.Stemmeret har alle medlemmer af Københavns Kredsforening.
§ 8, stk. 9.Funktionstiden for de valgte begynder den dag, førstkommende repræsentantskabsmøde efter et valg og generalforsamling finder sted, og varer til næste repræsentantskabsmøde efter et valg og generalforsamling.
§ 8, stk. 10.Suppleanter for repræsentanterne optages blandt de ikke valgte kandidater efter retningslinjer fastsat i det af generalforsamlingen vedtagne og Repræsentantskabet samt Hovedforeningen godkendte valgregulativ.
§ 8, stk. 11.Suppleanterne har ret til at overvære repræsentantskabsmøderne og deltage i de der foretagne diskussioner. De har ikke stemmeret med mindre de møder efter indkaldelse i stedet for en repræsentant.
§ 8, stk. 12.Repræsentantskabet sammenkaldes af bestyrelsen. Der afholdes i en funktionsperiode mindst tre repræsentantskabsmøder. Et efterårsrepræsentantskabsmøde, der afholdes senest 14 dage efter valgets opgørelse, et vinterrepræsentantskabsmøde, hvor budgettet for et kommende år lægges og godkendes, samt et forårsrepræsentantskabsmøde, der afholdes i marts eller april måned. Dog således at regnskabet for foreningen ligger klar til godkendelse. Repræsentantskabsmøder afholdes i øvrigt, når bestyrelsen eller mindst 5 repræsentanter ønsker det.
§ 8, stk. 13.Repræsentanterne eller deres suppleanter er pligtige til at møde på repræsentantskabsmøderne. Repræsentanter og suppleanter har rejsegodtgørelse til mødested og tilbage efter regler fastsat af repræsentantskabet.
§ 8, stk. 14.Repræsentantskabsmøder er offentlige, dog ikke under lukkede punkter.
§ 9.Repræsentantskabet indkaldes med mindst en uges varsel samtidig med, at den af bestyrelsen foreslåede dagsorden for mødet meddeles.
§ 9, stk. 2.Repræsentantskabet ledes af en ved hvert møde valgt dirigent.
§ 9, stk. 3.Til førstkommende repræsentantskabsmøde, efter et valg og generalforsamling, indkaldes såvel det afgående som det nyvalgte repræsentantskab samt dettes suppleanter. Stemmeret har dog kun de nyvalgte repræsentanter.
På dette møde:
A. Aflægges beretning over foreningens drift det forløbne år, samt speciel omtale af den afholdte generalforsamling.
B. Aflægges beretning over det afholdte valg.
C. Vedtages forretningsorden for repræsentantskabet.
D. Foretages valg af forperson, næstforperson og bestyrelsens øvrige 5 medlemmer samt tre suppleanter.
Valgbare er alle medlemmer af repræsentantskabet. Forpersonen vælges ved simpelt flertal. De øvrige 5 bestyrelsesmedlemmer vælges ved simpelt flertal, således at hver repræsentant kan fordele 5 stemmer på 5 forskellige. Det er ikke et krav at bruge alle 5 stemmer. Herefter vælges de tre suppleanter efter samme princip.
E. Vælges repræsentanter og suppleanter til hovedbestyrelsen. Valgbare er alle medlemmer af repræsentantskabet. Forpersonen er født repræsentant til hovedbestyrelsen. De resterende repræsentanter vælges ved simpelt flertal. Herefter vælges de fire suppleanter efter samme princip.
F. Foretages indstillinger til FADLs Forlags bestyrelse (denne indstilling kan skydes til foråret tættere på forlagets generalforsamling) samt udvalg under hovedbestyrelsen.
Valgbare er både ordinære og suppleanter af repræsentantskabet.
Der vælges repræsentanter ved simpelt flertal. Suppleanter har stemmeret under punkt F.
§ 9, stk. 4.På forårsrepræsentantskabsmødet i marts eller april afgiver bestyrelsen beretning om foreningens drift siden efterårsrepræsentantskabsmødet, og fremlægger regnskabet.
§ 9, stk. 5.Repræsentantskabet kan til enhver tid, ved simpelt flertal, fratage de under § 9, stk. 3 d), e) og f), valgte mandater.
§ 9, stk. 6.Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst en mere end halvdelen af repræsentantskabets stemmeberettigede medlemmer er mødt. Hvis denne brøkdel ikke er et helt tal, skal den nedrundes til det nærmeste hele antal personer. Til et forslags vedtagelse kræves simpel majoritet. Dog kræves der til lovændring 2/3 majoritet. I tilfælde af manglende beslutningsdygtighed indkaldes repræsentantskabet på ny med sædvanligt varsel. Ved dette møde er repræsentantskabet beslutningsdygtigt uanset antallet af fremmødte repræsentanter. Såfremt et repræsentantskabsmøde indkaldes med mindst 14 dages varsel, samtidig med, at den af bestyrelsen foreslåede dagsorden meddeles, er mødet beslutningsdygtigt uanset antallet af fremmødte deltagere.
§ 9, stk. 7.Repræsentantskabet kan med simpelt flertal bevilge et eller flere medlemmer af repræsentantskabet orlov.
§ 9, stk. 8.Sidste års regnskab skal fremlægges af bestyrelsen til evt. godkendelse på forårsrepræsentantskabsmødet, jf. § 9 stk. 4. Det godkendte regnskab og fremlægges desuden til eftersyn for foreningens medlemmer på foreningens kontor.
§ 10. Bestyrelsen vælges som nævnt i § 9, stk. 3 d). Genvalg kan finde sted.
§ 10, stk. 2.Ved forpersonsvakance eller vakance blandt bestyrelsens øvrige medlemmer i løbet af en valgperiode konstituerer Repræsentantskabet, evt. ved skriftlig afstemning eller ved afholdelse af møde, en forperson eller nyt bestyrelsesmedlem, der fungerer indtil næste repræsentantskabsmøde.
§ 10, stk. 3.Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer, efter lovlig indkaldelse, har deltaget i behandlingen. Et forslags vedtagelse kræver simpel majoritet blandt de fremmødte bestyrelsesmedlemmer. I øvrigt fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.
§ 10, stk. 4.Repræsentantskabet kan i særlige tilfælde træffe beslutning om udpegelsen af “associerede bestyrelsesmedlemmer”, der deltager i bestyrelsens arbejde, men uden stemmeret. Som eksempel kan nævnes tidligere bestyrelsesmedlemmer, som forventes at udtræde af foreningen i løbet af det forestående foreningsår.
§ 11.Bestyrelsen leder kredsforeningens anliggender mellem repræsentantskabsmøderne. Den tager selv, eller i forening med Repræsentantskabet, initiativ til de foranstaltninger, som omstændighederne måtte nødvendiggøre.
§ 11, stk. 2.Bestyrelsen handler under ansvar over for repræsentantskabet. Den deltager i og leder dettes møder. Bestyrelsens funktionstid udløber, når repræsentantskabet har valgt en ny bestyrelse, og denne har konstitueret sig. Bestyrelsens medlemmer har ret til rejsegodtgørelse i lighed med repræsentanterne.
§ 11, stk. 3.Bestyrelsen har ansvaret for foreningens økonomi. I alle tilfælde, hvor der ikke foreligger vedtagelse desangående af repræsentantskabet, påhviler det bestyrelsen at sørge for ansvarlig anbringelse af foreningens midler og træffe de i så henseende fornødne dispositioner.
§ 11 A.FADLs Vagtbureau København er en selvejende institutions, hvori det oprindelige FADL’s Vagtbureau København fra 1964 er fusioneret ind.
§ 11 A stk. 2.Den selvejende institution øverste myndighed er bestyrelsen, hvortil FADL Københavns Kredsforening vælger 7 bestyrelsesmedlemmer og 3 suppleanter.
§ 11 A stk. 3.Repræsentantskabet for FADL Københavns Kredsforening vælger på repræsentantskabsmødet, det første efter et valg og generalforsamling, 7 bestyrelsesmedlemmer (og 3 suppleanter), der samtidig er bestyrelsesmedlemmer (og suppleanter) valgt jf.§ 9 stk.3, d).
§ 11 A stk. 4.Bestyrelseshvervet kan til enhver tid fratages af repræsentantskabet, når et flertal stemmer for et forslag herom efter, at spørgsmålet har været optaget på dagsordenen på et repræsentantskabsmøde. Bestyrelsesmandatet mistet derved også i Københavns Kredsforening.
§ 11 A stk. 5.Senest på det førstkommende repræsentantskabsmøde efter et eller flere bestyrelsesmedlemmer er frataget deres hverv, vælger repræsentantskabet nye bestyrelsesmedlemmer (og suppleanter).
§ 11 A stk. 6.Ønsker et bestyrelsesmedlem at fratræde sit hverv, indtræder en suppleant, i den rækkefølge de er valgt, med mindre repræsentantskabet beslutter en anden sammensætning af bestyrelsen, efter at et forslag herom, har været optaget på dagsordenen.
§ 12. Ordinær generalforsamling, der afholdes i oktober, indkaldes første uge i september ved opslag i MOK og på foreningens hjemmeside. På denne aflægger bestyrelsen beretning om foreningens virksomhed og fremsætter evt. forslag til drøftelse. Samtidig med indkaldelsen udsendes dagsorden samt evt. vedtægtsændringsforslag.
§ 12, stk. 2. Den ordinære generalforsamling kan, såfremt forslag herom er optaget på dagsordenen, vedtage at annullere udskrivelsen af ordinært valg til Repræsentantskabet, såfremt valg til Repræsentantskabet har fundet sted mindre end tre måneder før afholdelsen af den ordinære generalforsamling, jf. § 8, stk. 4.
§ 12, stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes med en uges varsel ved opslag på Panum, foreningens hjemmeside og så vidt muligt i MOK, kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 50 af foreningens medlemmer fremsætter skriftligt forlangende herom med angivelse af hvilke emner og forslag, der ønskes behandlet.
§ 12, stk. 4. På generalforsamlinger, hvor mindst 50 medlemmer giver møde, kan, hvor dette findes på dagsordenen, ved simpelt flertal vedtage, at der udskrives valg til Repræsentantskabet.
§ 12, stk. 5. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde på generalforsamlingen.
§ 12, stk. 6. Der vælges to kritiske revisorer blandt kredsforeningens medlemmer. Genvalg kan finde sted. Revisorerne kan ikke samtidigt opstille til Repræsentantskabet.
§ 13. Forslag om ændringer af Kredsforeningens love skal altid være vedtaget på en generalforsamling, inden vedtagelse i Repræsentantskabet kan finde sted. Forslag, der nedstemmes på en generalforsamling, kan af bestyrelsen forlanges gjort til genstand for skriftlig afstemning blandt Kredsforeningens medlemmer.
§ 13, stk. 2. Generalforsamlingen kan ikke vedtage love eller lovændringsforslag, som ikke er forelagt gennem bestyrelsen, og som ikke har været offentliggjort i to på hinanden følgende numre af MOK eller på tilsvarende vis er bekendtgjort for medlemmerne.
Medlemmerne kan indtil 2 uger før en ordinær generalforsamling indgive forslag til lovændring til bestyrelsen.
Ved ekstraordinær generalforsamling kan medlemmer indgive lovændringsforslag til bestyrelsen indtil 4 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen skal så tage disse forslag op til behandling, offentliggøre dem i MOK eller på tilsvarende vis bekendtgøre dem for medlemmerne, samt forelægge dem på generalforsamlingen.
§ 13, stk. 3. Lovændringer skal godkendes af hovedbestyrelsen.
§ 14. Beslutning om Kredsforeningens opløsning kan kun træffes med 4/5 flertal i Repræsentantskabet på et dertil indkaldt møde og tillige på betingelse af:
1. At ekstraordinær generalforsamling med simpelt flertal godkender, og
2. At Hovedforeningens hovedbestyrelse enstemmigt har godkendt, at Kredsforeningen opløses.
Såfremt opløsning heraf er besluttet, skal der samtidig disponeres over foreningens midler ved Kredsforeningens nærmere beslutning.
§ 14, stk. 2. Beslutning om Kredsforeningens udmeldelse af Hovedforeningen kan kun træffes med 4/5 flertal i Repræsentantskabet på et dertil indkaldt møde, og tillige på betingelse af, at en ekstraordinær generalforsamling med simpelt flertal godkender udmeldelsen.
§ 15. Forslag om ændringer af Vagtbureauets vedtægter jf. vedtægternes § 12.2 skal foreligges til godkendelse af repræsentantskabet inden det godkendes af bestyrelsen i vagtbureauet.
§ 16. Beslutning om Vagtbureauet opløsning kan kun træffes med 4/5 flertal i Repræsentantskabet på et dertil indkaldt møde samt godkendelse af 2/3 deltagende medlemmer på en enten ekstraordinær eller ordinær generalforsamling.
Ovenstående to godkendelser giver mandat til at bestyrelsen skal godkende opløsningen af vagtbureauet. Såfremt opløsning heraf er besluttet, skal der samtidig disponeres over vagtbureauets midler jf. vagtbureauets vedtægter § 14.3
§ 17. Disse love træder i kraft den 8. oktober 1980. Med ændringer fra generalforsamlingerne 1981, 1982, 1983, 1984, 1985, 1986, 1987, 1988, 1989, 1990, 1993, 1994, 1995, 1996, 1998, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2008 2010, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2019, 2020, 2022, 2023 og 2024
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret den 9. oktober 2024 af Noah Nøhr Hjorth Westh
Download foreningens vedtægter som pdf fil nedenunder:
Kredscirkulærer
FADL København har som noget nyt valgt at meddele tiltag og beslutninger ud til vores medlemmer, bestyrelse, medarbejdere m.m. via en række kredscirkulærer.
Kredscirkulærerne omhandler bl.a. det interne og eksterne liv, som finder sted på Blegdamsvej 26. Tiltag og beslutninger er en nødvendighed for at få dette til at glide optimalt, og derfor deler vi dette med jer.
Kredscirkulærer
Tiltag og beslutninger, der ligger i forlængelse af foreningens vedtægter og forretningsorden og som har betydning for organisationens interne og eksterne liv, bliver nedfældet i et kredscirkulære, som herefter meldes ud til kredsbestyrelse, repræsentantskab og på hjemmesiden.
Formålet med kredscirkulærerne er at skabe størst mulig gennemsigtighed og éntydighed i organisationens beslutninger samt sikre, at hele organisationen har et samlet overblik over, hvad der er og bliver besluttet hvornår.
Alle kredscirkulærer indeholder en udløbsdato. På den måde sikres, at beslutninger der er truffet på ét tidspunkt, bliver revideret eller genbekræftet på et senere tidspunkt.
Desuden indeholder kredscirkulærerne et fortløbende nummer/år, en dato for beslutning samt navn på den besluttende myndighed, som er repræsentantskabet.
Vedtagelse og gyldighed
Vedtaget på repræsentantskabsmødet d. 6. april 2024
Kredscirkulæret er gældende til og med d. 1. april 2026
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret den 14. marts af Noah Westh og 21. februar 2022 af Christian Benson.
Procedure for håndtering af klager og kritik på Blegdamsvej 26
Medlemmet skal føle sig velkommen i huset – og skal opleve en god og imødekommende service. Den primære måde, hvorpå vi kan forbedre vores service er via vores dialog med medlemmerne. Vi opfatter derfor kritik og klager som konstruktive tegn fra medlemmerne. Det tyder på engagement og vilje til forandring.
Hvis et repræsentantskabsmedlem bliver gjort bekendt med en konkret negativ medlemsoplevelse fra receptionen, sekretariatet eller repræsentanskabet, skal medlemmet opfordres til at formulere en skriftlig redegørelse.
Denne skal sendes direkte til sekretariatet eller forpersonen. Sekretariatet sender umiddelbart herefter en kvittering for modtagelsen til medlemmet. Herefter udarbejder sekretariatet en redegørelse og et fyldestgørende svar, som efter forpersonens godkendelse, sendes til medlemmet.
Er der tale om en klage af politisk karakter skal medlemmet ligeledes opfordres til at formulere en skriflig klage, der sendes til forpersonen.
Ved kritik og klager prioriterer vi størst mulig åbenhed mellem sekretariat og bestyrelse. Forpersonen får derfor altid en kopi af redegørelsen og svaret til medlemmet. Desuden sørger forpersonen for, at bestyrelsen som minimum orienteres om, at vi har modtaget en klage. Forpersonen vurderer fra sag til sag om henvendelsen giver anledning til et egentlig dagsordenspunkt, der kan optages på både bestyrelses- og repræsentantskabsmøde
Vedtagelse og gyldighed
Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 6. april 2024
Kredscirkulæret er gældende til og med den 1. april 2026
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret den 13. marts 2024 af Noah Westh og 21. februar 2022 af Christian Benson
Hjemmel til direktør for Hovedforeningen om repræsentation af FADL Københavns Kredsforening i ejendommen Blegdamsvej 26
FADL København har ret til repræsentation i huset på Blegdamsvej 26 gennem vores ejerskab af forhuset.
Samme ret har FADLs Hovedforening gennem deres ejerskab af baghuset.
Siden indflytningen på Blegdamsvej 26 har direktøren for Hovedforeningen repræsenteret såvel FADL Københavns Kredsforening som Hovedforening i husets bestyrelse.
FADL Københavns Kredsforening giver hermed direktøren for Hovedforeningen hjemmel til fortsat at repræsentere kredsforeningen i forbindelse med Blegdamsvej 26´s bestyrelsesmøder og almene drift.
Direktøren orienterer løbende kredsforeningsforpersonen, der videreformidler information til bestyrelsen og repræsentantskabet.
Vedtagelse og gyldighed
Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 6. april 2024
Kredscirkulæret er gældende til og med den 1. april 2026
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret den 13. marts 2024 af Noah Westh og 21. februar 2022 af Christian Benson.
Retningslinjer for kontingentfritagelse i forbindelse med medlemskab af FADL København
I foreningens vedtægter omtales alene én situation, der berettiger kontingentfritagelse: Nemlig når et medlem er med i en anden fagforening.
For kontingentfritagelse gælder følgende:
Kontingentfritagelse bevilges for mindst 6 måneder jf. vedtægterne §6 stk. 8.
Ifølge §6 stk. 5 gælder det at fritagelsen automatisk medfører tab af alle medlemsrettigheder i dispensationsperioden. Det vil sige stemmeret, valgbarhed, kursusdeltagelse m.v. Dog har et medlem ret til at bevare eventuelt medlemskab af FADLs forsikring i dispensationsperioden. I praksis bevilges imidlertid kontingentfritagelse også i andre forhold.
Kontingentfritagelse kan bevilges ved:
- Orlov fra studiet
- Studieophold i udlandet, gennem programmer godkendt af undervisnings-
ministeriet. - Medlemskab af anden fagforening (jf. § 6, stk. 4).
- Barselsorlov
- Særlige sociale forhold. F.eks. dødsfald i nær familie, sygdom eller pludselig og væsentlig forringelse af den økonomiske situation. Sekretariatet og kredsforeningforpersonen bedømmer, hvorvidt der er tale om et særligt socialt forhold og orienterer efterfølgende bestyrelsen, for at sikre hurtigsagsgang. Bestyrelsen kan dog efterfølgende vælge at afslå kontingentfritagelsen.
Alle ovennævnte forhold skal kunne dokumenteres i fald der ønskes kontingentfritagelse. Skulle en ansøgning om kontingentfritagelse falde udenfor ovennævnte, skal den behandles af bestyrelsen.
Vedtagelse og gyldighed
Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 6. april 2024
Kredscirkulæret er gældende til og med den 1. april 2026
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret den 28. marts 2024 af Noah Westh og 21. fe-
bruar 2022 af Christian Benson.
Tillidsrepræsentanterne i KKF
FADL Københavns kredsforening har ansat op til fire tillidsrepræsentanter blandt foreningens medlemmer.
Tillidsrepræsentanterne skal være medlemmernes indgang til den hjælp og støtte FADL tilbyder i FADL-rådgivning (juridisk bistand), samt selvstændigt kunne vejlede og hjælpe medlemmerne i lettere arbejds- og overenskomstmæssige spørgsmål i forbindelse med ansættelse inden for FADLs overenskomster.
Tillidsrepræsentanterne har tavshedspligt – og er dermed en fortrolig støtte og vejleder for foreningens medlemmer.
Tillidsrepræsentanterne er ansat i 1 år ad gangen. FADL kan kun opsige tillidsrepræsentanterne, hvis de bryder deres tavshedspligt. Dette for at sikre FADLs medlemmer en upartisk repræsentant, der kan stille kritiske spørgsmål og kritisere repræsentantskabets og bestyrelsens arbejde ved behov. Tillidsrepræsentanterne vælger internt en fællestillidsrepræsentant. Fællestillidsrepræsentanten har ansvaret for udførsel og fordelingen af tillidsrepræsentanternes arbejdsopgaver.
Et valgudvalg bestående af minimum forpersonen og fællestillidsrepræsentanten står for nyansættelser af tillidsrepræsentanter når dette er nødvendigt. Der tilstræbes løbende intern og ekstern uddannelse af tillidsrepræsentanterne inden for overenskomst, faglig sagsbehandling, arbejdsmiljø og klagesamtaler.
Tillidsrepræsentanternes arbejdsopgaver omfatter bl.a., men er ikke begrænset til:
- Der tilstræbes løbende at oplyse medlemmerne om overenskomsten gennem bl.a. opslag i MOK og på FADL Københavns Facebook side. • Støtte og assistere medlemmer i evt. klagesager mellem medlemmet og Vagtbureauet, Universitetet eller andre relevante parter.
- Bisidder i forbindelse med samtaler mellem medlem og arbejdsgiver, universitet og lign., hvor medlemmer ønsker dette.
- Deltagelse i modul-C på SPV-kurset med information om de tilbud og den hjælp man som medlem kan modtage af FADL.
- Deltagelse i holdmøder med information om overenskomsten, samt besvarelse af arbejds- og overenskomstmæssige spørgsmål. Der tilstræbes deltagelse på SPV-, VT-, og lægevikarholdsmøder.
- Støtte og vejlede holdlederen ved tvivlsspørgsmål i relation til arbejde og overenskomstregler.
- Afholdelse af et oplysningsmøde for studenterundervisere.
- Sagsbehandling af mindre og lettere sager mellem et medlem og vagtbureauet.
- Afholdelse af feltkontorer, hvor tillidsrepræsentanterne er til stede på Panuminstituttet og oplyser medlemmer om bl.a. overenskomsterne.
- Synliggørelse ved deltagelse i et eller flere af FADLs sociale arrangemen ter
- Løbende finde cases/historier, hvor FADL-rådgivningens hjælp og støtte har gjort en forskel for et medlem.
- Fokus på og oplyse om arbejdsmiljø for medlemmer i arbejde.
- Indsamling af krav og ønsker i samarbejde med overenskomstudvalgene i forbindelse med overenskomstforhandlinger.
Vedtagelse og gyldighed
Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 6. april 2024
Kredscirkulæret er gældende til og med den 1. april 2026.
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret den 28. marts 2024 af Noah Westh og 21. fe bruar 2022 af Christian Benson.
Psykologhjælp i FADL Københavns Kredsforening
Som FADL-medlem er det muligt at modtage støtte til indledende psykolog hjælp.
Ordningen er sat i værk på baggrund af de oplevelser FADL-vagter dagligt har i mødet med patienter og evt. pårørende, men ordningen kan også omfatte andre akut opståede problemstillinger uafhængigt af arbejdet som FADL-vagt. Er uheldet ude kan indledende psykologhjælp være en god løsning. Ofte har hospitalet og Københavns Universitet en krisepolitik med tilbud om psykolog hjælp.
FADL er behjælpelig med indledende psykologhjælp.
Proceduren for indledende psykologhjælp foregår som regel således: • Medlemmet kontakter sekretariatet med sit problem.
- Sekretariatet bevilliger psykologhjælp efter dette cirkulære, og skal ved tvivlsspørgsmål kontakte kredsforeningsforpersonen.
- Psykologhjælp kan bevilliges til individuelle psykologbesøg. Der bevilli ges ikke til parterapi eller lignende.
- Bestyrelsen orienteres efterfølgende af sekretariatsleder og forperson, hvis det skønnes nødvendigt, med skyldigt hensyn til medlemmets even tuelle ønske anonymitet.
- FADLs Hovedforening tilbyder som indledende psykologhjælp at dække 50% af udgifterne i forbindelse med både første og andet besøg hos psy kolog.
- FADL København tilbyder 50% i støtte til FADL Københavns medlemmer til det 3. besøg hos psykolog.
Vedtagelse og gyldighed
Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 6. april 2024
Kredscirkulæret er gældende til og med den 1. april 2026
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret torsdag den 28. marts af Noah Westh og tirs dag den 3. maj 2022 af Christian Benson.
Hjemmel og opgaver for FADL Københavns Kredsforenings forpersonskab:
Forpersonskabet, bestående af en kredsforperson og en kredsnæstforperson, jf. Kredsens vedtægter § 9 stk. 3D, repræsenterer kredsforeningen udadtil og varetager driften indadtil sammen med resten af bestyrelsen, jf. kredsens vedtægter § 10 og § 11, i tråd med kredsforeningens øvrige relevante vedtægter, forretningsordener og kredscirkulærer.
Honorar til FADL Københavns Kredsforenings forpersonskab
For udførelsen af ovenstående opgaver kan forpersonskabet af FADL Københavns Kredsforening honoreres svt. samlet 50% af til enhver tid gældende SU-sats. Fordelingen af dette honorar aftales som udgangspunkt internt i forpersonskabet pba. Konkrete ansvarsområder, men kan ved uenighed besluttes af den øvrige bestyrelses stemmeberettigede medlemmer.
Vedtagelse og gyldighed
Vedtaget på repræsentantskabsmødet: 17/10-2024
Kredscirkulæret er gældende til og med 1/11-2026
Revidering og opdatering
Dokumentet er senest opdateret torsdag d. 17/10-2024 af Noah Nøhr Hjorth Westh
Valgregulativ
§ 0, stk. 1: Minimum en uge før opstillingsfristens udløb afholdelse på minimum to introduktioner til nærværende valgregulativ og repræsentantskabets arbejde på forskellige dage.
§ 0, stk. 2: Offentliggørelse af tid og sted for ovennævnte introduktioner offentliggøres hurtigst muligt. Dog senest en uge før.
§ 1, stk. 1: FADL Københavns bestyrelse sørger for at der udnævnes et valgudvalg bestående af 3 til 5 personer.
§ 1, stk. 2: Senest 2 dage før opstillingsfristens udløb udpeger bestyrelsen 2 valgkontrollanter, som skal være stemmeberettigede, men som ikke stiller op ved valget.
§ 1, stk. 3: Kandidater har mulighed for at aflevere tekst (max. 200 ord) og billede (pasfotostørrelse) til FADL Københavns sekretariat – til brug på FADL Københavns hjemmeside og sider i MOK – senest 48 timer efter opstillingsfristen udløb.
§ 2, stk. 1: Valgudvalget er ansvarligt for, at der afholdes valg efter nedenstående retningslinier.
§ 2, stk. 2: Valgudvalget er ansvarligt for at alle opstillede kandidater er stemmeberettigede og valgbare. Er opstillingsblanketten ikke udfyldt korrekt, er det valgkontrollanternes opgave at afgøre, om blanketten skal godkendes.
§ 2, stk. 3: Valgudvalget er ansvarligt for at tidsfristen for opstilling af kandidater og valgets afholdelse offentliggøres på FADL Københavns Facebookside og hjemmeside senest 4 uger før opstillingsfristens udløb, samt i første mulige MOK.
§ 3, stk. 1: Alle valg er hemmelige og skriftlige og foregår ved personlig fremmøde eller ved elektronisk valg. Der kan ikke stemmes in absentia.
§ 3, stk. 2: Senest 5 dage før første valgdag skal der offentliggøres en liste med samtlige opstillede kandidater.
§ 3, stk. 3: Stemmesedlen skal indeholde navne på samtlige opstillede og godkendte kandidater.
§ 4: Er der ved opstillingsfristens udløb ikke opstillet flere kandidater, end der skal vælges repræsentanter, bortfalder valget og de opstillede kandidater betragtes som værende valgt.
§ 5: Kopier af udfyldte opstillingsblanketter skal umiddelbart efter opstillingsfristens udløb være tilgængelig på KKF’s sekretariat.
§ 6, stk. 1: Klager over opstillingsblanketter skal afgives til valgudvalget, senest 2 hverdage efter opstillingsfristens udløb.
§ 6, stk. 2: Ved klager over opstillingsblanketter, træffes den endelige afgørelse om godkendelse, af valgkontrollanterne i fællesskab.
§ 6, stk. 3: Er valgkontrollanterne uenige om godkendelse af en opstillingsblanket, kan blanketten ikke godkendes.
§ 7, stk. 1: Stemmeberettiget er alle, som ved valgets begyndelse er medlemmer af FADL, Københavns Kredsforening.
§ 7, stk. 2: Regler for medlemskab fastsættes i foreningens love.
§ 8: Valgbare er alle som ved opstillingsfristens udløb og under valgperioden er medlem af FADL, Københavns Kredsforening.
§ 9, stk. 1: Valget foregår som simpelt personligt valg, hvor de 21 kandidater der får flest stemmer bliver valgt til repræsentantskabet. Eventuelle suppleanter rangordnes efter antallet af stemmer. Antallet af mulige suppleanter er angivet i foreningens love.
§ 9, stk. 2: Det er muligt at stemme på op til 10 kandidater på stemmesedlen.
§ 10: En kandidat skal på opstillingsblanketten påføre navn, CPR-nr., e-mailadresse og telefonnummer.
§ 11, stk. 1: Ved mere end 10 krydser på stemmesedlen erklæres stemmesedlen ugyldig. Dette gælder også ved mere end ét kryds ved hver kandidat.
§ 11, stk. 2: De 21 kandidater med flest stemmer er valgt til repræsentantskabet. Herefter rangordnes eventuelle suppleanter efter antal stemmer. Ved stemmelighed afgøres valg/rangordning ved lodtrækning foretaget af valgkontrollanterne.
§ 12: Ved midlertidig eller permanent fravær af en af de valgte, indtræder suppleanter i den rækkefølge, de er rangordnet.
§ 13: Hvis der på denne måde opstår vakance på mere end 2/3 af samtlige pladser i repræsentantskabet, skal der udskrives suppleringsvalg.
§ 14, stk. 1: Valgets opgørelse kontrolleres af valgkontrollanterne
§ 14, stk. 2: Ved valgets opgørelse, kan der ikke deltage personer som er kandidater ved valget
§ 21, stk. 1: Klager over valgets opgørelse skal indgives senest to dage efter valgets offentliggørelse i MOK.
§ 21, stk. 2: Valgkontrollanterne afgør om en klage skal gives medhold, samt om eventuelle fejl er så graverende, at der bør foretages omvalg.
§ 22: Ovennævnte valgregulativ træder i kraft efter vedtagelse i Københavns Kredsforenings repræsentantskab, efterfølgende godkendelse i Hovedforeningens Hovedbestyrelse samt offentliggørelse i MOK og/eller ved opslag på Panum Instituttet.