Tvangsægteskaber i forskning

De sundhedsvidenskabelige uddannelser, især medicin, er højt prioriteret i uddannelsessystemet af flere årsager. Historisk set er lægefaget højt agtet, og det ligger desuden lige for at prioritere uddannelse af folk, der har direkte ansvar for andre mennesker liv, ve og vel. Ydermere er den sundhedsvidenskabelige forskning højt prioriteret, da flere af Danmarks største eksportvirksomheder bygger på denne forskning.

Offentligt/privat samarbejde mellem universiteter og private aktører har gennem de senere år været udbredt, hvilket har sikret yderligere kapital til den sundhedsvidenskabelige forskning (og undervisning). Og hvorfor undervisning? Jo, den høje undervisningskvalitet kommer af et stærkt forskningsmiljø, der tiltrækker topforskere, der bidrager til at den undervisning, der tilbydes, er af højeste kvalitet og indeholder den nyeste viden inden for feltet.

Der er dog som med alting en bagside af medaljen, når store virksomheder sætter dagsordenen. Når virksomheder som f.eks. Novo giver store pengebeløb til universiteterne, er det ikke af ren generøsitet. Novo køber patenter på en lang række af de opdagelser, der bliver gjort gennem forskningen med et kommercielt mål for øje – hvilket næppe overrasker nogen. Det er sådan set heller ikke noget problem, når man blot holder sig dette for øje og er på vagt over for de problemstillinger, det kan medføre for en førende forskningsinstitution.

Hvor er den spændende vinkel så henne?

Jo, den opstår, når man skærer massivt i støtten til forskning og samtidig benytter grønthøstermetoden i universiteternes budgetter. Dette gør dyre uddannelser som f.eks. medicin sårbare, da der skal spares flere penge på uddannelser med store budgetter. Derudover reduceres mængden af “fri forskning”, og universiteterne gøres herved mere afhængige af ekstern finansiering, hvilket igen, jvf. den stærke kobling mellem forskning og undervisning, gør undervisningen mere afhængig af denne finansiering.

Inden længe kommer et nyt udspil om hele taxametersystemet, hvor kvalitative mål om studiets forskningsmæssige kvalitet, samfundsmæssige relevant m.m. kommer til at spille en rolle. Dette kommer til at få stor betydning for fordelingen af de nu væsentligt reducerede midler til universitetsuddannelserne. Umiddelbart er sådanne parametre positive, da studier som medicin, vil klare sig godt i mange kategorier. Men udover dette understreger valget af disse parametre mest af alt den stærke sammenhæng mellem forskning og undervisning.

Der er få ting, der kan få sindene i kog som diskussionen om, hvorvidt læger er i lommen på medicinalindustrien. Så hvorfor ikke sørge for, at uddannelsen af vores kommende læger ikke er afhængig af netop denne industri og sørge for, at de offentlige/private partnerskaber bliver et tilvalg, som universiteterne tager af lyst og ikke af nød?

Med venlig hilsen

Thomas Svare Ehlers

Formand for Foreningen af Danske Lægestuderende