Tvangsægteskaber i forskning

De sundhedsvidenskabelige uddannelser, især medicin, er højt prioriteret i uddannelsessystemet af flere årsager. Historisk set er lægefaget højt agtet, og det ligger desuden lige for at prioritere uddannelse af folk, der har direkte ansvar for andre mennesker liv, ve og vel. Ydermere er den sundhedsvidenskabelige forskning højt prioriteret, da flere af Danmarks største eksportvirksomheder bygger på denne forskning.

Offentligt/privat samarbejde mellem universiteter og private aktører har gennem de senere år været udbredt, hvilket har sikret yderligere kapital til den sundhedsvidenskabelige forskning (og undervisning). Og hvorfor undervisning? Jo, den høje undervisningskvalitet kommer af et stærkt forskningsmiljø, der tiltrækker topforskere, der bidrager til at den undervisning, der tilbydes, er af højeste kvalitet og indeholder den nyeste viden inden for feltet.

Der er dog som med alting en bagside af medaljen, når store virksomheder sætter dagsordenen. Når virksomheder som f.eks. Novo giver store pengebeløb til universiteterne, er det ikke af ren generøsitet. Novo køber patenter på en lang række af de opdagelser, der bliver gjort gennem forskningen med et kommercielt mål for øje – hvilket næppe overrasker nogen. Det er sådan set heller ikke noget problem, når man blot holder sig dette for øje og er på vagt over for de problemstillinger, det kan medføre for en førende forskningsinstitution.

Hvor er den spændende vinkel så henne?

Jo, den opstår, når man skærer massivt i støtten til forskning og samtidig benytter grønthøstermetoden i universiteternes budgetter. Dette gør dyre uddannelser som f.eks. medicin sårbare, da der skal spares flere penge på uddannelser med store budgetter. Derudover reduceres mængden af “fri forskning”, og universiteterne gøres herved mere afhængige af ekstern finansiering, hvilket igen, jvf. den stærke kobling mellem forskning og undervisning, gør undervisningen mere afhængig af denne finansiering.

Inden længe kommer et nyt udspil om hele taxametersystemet, hvor kvalitative mål om studiets forskningsmæssige kvalitet, samfundsmæssige relevant m.m. kommer til at spille en rolle. Dette kommer til at få stor betydning for fordelingen af de nu væsentligt reducerede midler til universitetsuddannelserne. Umiddelbart er sådanne parametre positive, da studier som medicin, vil klare sig godt i mange kategorier. Men udover dette understreger valget af disse parametre mest af alt den stærke sammenhæng mellem forskning og undervisning.

Der er få ting, der kan få sindene i kog som diskussionen om, hvorvidt læger er i lommen på medicinalindustrien. Så hvorfor ikke sørge for, at uddannelsen af vores kommende læger ikke er afhængig af netop denne industri og sørge for, at de offentlige/private partnerskaber bliver et tilvalg, som universiteterne tager af lyst og ikke af nød?

Med venlig hilsen

Thomas Svare Ehlers

Formand for Foreningen af Danske Lægestuderende

Fremdriftsreformen gør os til robotter!

Politikerne skal spørge sig selv, om de i fremtiden vil lægge liv i hænderne på robotter eller mennesker. Man kan sagtens blive en god medicinstuderende på normeret tid – men ikke alle bliver læger, der arbejder med liv og død.

Semestret går på hæld, og efter sommeren starter mit sidste semester på medicinstudiet. Det er derfor med blandede følelser, at jeg har tilmeldt mig de sidste fag. På den ene side ser jeg nemlig tilbage på min tid som medicinstuderende med stor glæde, men på den anden side fyldes jeg med fortvivlelse, når jeg ser fremad og ser, hvilket studie mine efterfølgere på medicin kommer til at få. Denne sommer bliver nemlig skelsættende. En ny epoke starter, lad os kalde den tvangs-epoken.

Fra næste semester træder fremdriftsreformen i kraft for de nye medicinstuderende. Det betyder, at de studerende hvert semester automatisk tilmeldes undervisning og eksaminer svarende til 30 ECTS-point gennem samtlige af deres 12 semestre. Det lyder måske ikke direkte halsbrækkende, eftersom mange nuværende studerende i forvejen gennemfører 30 ECTS-point pr. semester på mange af deres semestre. Men ser vi på, hvordan denne nye regel griber ind i de studerendes fleksibilitet og mulighed for selv at tage ansvar og initiativ i forhold til deres studie og liv, så er konsekvenserne ikke til at overse.

Selv ender jeg med at være 7 år om min uddannelse. Det er et år for meget i forhold til normeringen.  Men ville jeg kunne have klaret uddannelsen på 6 år? Rent fagligt – uden tvivl. Menneskeligt – måske. Men ville jeg have følt mig klar til at være læge – NEJ!

For selvom fagligheden er grundstenen i uddannelsen, så handler medicinstudiet ikke udelukkende om at blive fagligt dygtig. Det handler også om at blive klar til at stå med et andet menneskes liv i hænderne.

Personligt ville jeg ikke have undværet det sammenlagt ene år, jeg brugte uden for studiet. Det ene semester tilbragte jeg på et hospital i Tanzania. Selvom jeg ikke fik det store faglige udbytte ud af opholdet, lærte jeg meget af at opleve livet som læge i et andet og meget anderledes land end Danmark – for eksempel ved at skulle agere i et sundhedsvæsen, hvor patienterne betaler for alle undersøgelser, og hvor man ved, at patienterne ikke har penge til den nødvendige behandling. Dette ophold satte mit fremtidige virke som læge og vores eget sundhedssystem i perspektiv. Det andet semester brugte jeg på at tage et lægevikariat og på at være kredsformand i FADLs kreds i Odense. Alt i alt et ekstra år, som måske ikke gav mig de store medicinfaglige åbenbaringer, men som gjorde ”den medicinstuderende Marianne” til ”den kommende læge Marianne”.

Med fremdriftsreformens indtog bliver det fra nu af meget sværere at tage udlandsophold og vikariater, og der bliver mindre tid til at engagere sig studenterpolitisk eller i frivilligt arbejde.

Jeg synes, at politikerne skal spørge hinanden – Ja, jeg synes faktisk, at vi alle sammen skal spørge hinanden, for det kommer os alle sammen ved: Hvilken slags læger skal tage hånd om vores syge og døende eller om os selv? Er det mennesker eller robotter, vi vil lægge vores liv i hænderne på i de mest sårbare situationer i vores liv?

Her taler jeg ikke om robotter af metal og med knapper i alle farver, men om de robotlignende læger, vi risikerer at skabe en masse af, hvis vi ikke gør plads til den menneskelige udvikling på lige fod med den faglige udvikling på medicinstudiet.

Denne tvangsreforms galskab er ikke kun et uddannelsespolitisk anliggende eller et anliggende kun for medicinstuderende. Det er noget, der vedrører os alle sammen, vores fælles fremtidige sundhedssystem og spørgsmålet om, hvem vi vil have til at behandle os i fremtiden.

– Marianne Fløjstrup, FADL-Formand i Odense.

En positiv tendens

At Århus Universitet fra år 2016 vil fordoble optaget af kvote2-ansøgere på medicinstudiet er ikke bare til gavn for mangfoldigheden på uddannelsen, det er også et tegn på en stigende tendens til at anerkende praktisk erfaring.

FADL har længe haft anerkendelsen af praktisk erfaring som en af sine kæpheste; at dannelsen af læger sker i en vekselvirkning mellem teori og praksis, og ikke gennem teori og undervisning alene.  Den hele læge skabes ved, at den studerende har tid og fleksibilitet i sin uddannelse til at kunne prøve kræfter med sit stof i praksis.

Den seneste uges tid har vi været vidne til, at denne holdning er begyndt at vinde indpas rundt omkring i samfundet.

Når 4-årsreglen laves om til en 5-årsregel og dermed giver de yngre læger et ekstra år til at samle praktisk erfaring, inden de skal vælge hoveduddannelse, er det en anerkendelse af vigtigheden af praktisk erfaring, og af den tid det kræver at gøre sig de erfaringer.

Og når Århus Universitet fordobler optaget af kvote2-ansøgere på medicinstudiet, er det ligeledes en anerkendelse af, at en kommende god studerende kan udvælges ud fra andre kvaliteter end dem, man kan læse ud af karaktergennemsnittet; altså igen en anerkendelse af værdien af praktisk erfaring.

Vi håber, at Sofie Carsten Nielsen vil skele til denne tendens, når regeringen nok engang skal kigge på fremdriftsreformen om nogle måneder. Vi vil i hvert fald fortsætte kampen for, at der under uddannelsen af læger er tid og fleksibilitet til at gøre sig praktiske erfaringer.

– Kasper Gasbjerg, formand for FADL

Fireårsreglens vanvid skal ud i de danske stuer

Reglen som alle medicinstuderende kender og alle elsker at hade. Som sundhedsminister slog Astrid Krag flere gange fast, at hun ikke var gift med reglen. På trods af dette består den stadig. Vi venter nu spændt på, om den nye sundhedsminister Nick Hækkerup er klar til en skilsmisse – uden at tabe ansigt.

FADL tog tilbage i 2007 fireårsreglen i Højesteret og sigtede dengang efter at få reglen dømt ulovlig – og selvom søgsmålet blev underkendt, har vi uanfægtet fortsat modstandskampen side om side med Yngre Læger og Lægeforeningen. Og vores modstand er stadig velbegrundet: I dag er enhver kandidatstuderende nødsaget til at træffe det rigtige specialevalg første gang – for i modsat fald truer fireårsreglen med slet ikke at have en speciallægeuddannelse parat til den studerende. Selvom Astrid Krag symptombehandlede fireårsreglen i foråret 2013 og i det mindste sikrede et eller andet speciale til de læger, der havde valgt forkert, er reglen stadig en alvorlig hæmning for den alsidige specialisering af danske læger.

Vi kan trygt regne med hele lægestandens opbakning til modstandskampen.  Men vi må også sande, at fireårsreglen først lander på Christiansborgs skriveborde, når også hr. og fru Danmark har opdaget vanviddet – og det lykkedes først for alvor i efteråret 2013, da tal fra Lægeforeningen viste, at fireårsreglen skubber mindst hver femte læge ud i kulden. Den slags spild af uddannelseskroner og sund arbejdskraft kunne danskerne ude i tv-stuerne forstå og straks derefter var Liberal Alliance klar til at afskaffe reglen.

Christiansborg har nedsat et arbejdsudvalg til at finkæmme fireårsreglen, og rapportens resultat ligger parat inden for få uger. I samme øjeblik vi har et resultat, er det vores opgave at sende rapportens morale i rotation på tv- og avisredaktionerne – så vi én gang for alle kan slå fast, at fireårsreglen ikke er vejen til den velkvalificerede danske lægestand.

Med venlig hilsen

Marianne Fløjstrup

Formand for FADL Odense

Både tavshedspligten og lægefagligheden består – også i 2014!

Kære medicinstuderende

Det bragte sindene i kog fra forelæsningssale til lægepraksisser, da regeringen for nylig foreslog, at politiet under efterforskning fremover skal kunne bladre medicinske journaler igennem uden retskendelse. Medicinstuderende, sygeplejersker, læger og sundhedsfagligt personale rejste sig øjeblikkeligt i forenet protest mod denne krænkelse af den sundhedsfaglige tavshedspligt. Og dét med rette.

Selvom tavshedspligten kan føles som et åg, når man sidder i snak med læsemakkeren på vej hjem fra klinik, er den en helt uundværlig fortrolighed, når udveksling af intime informationer bliver nødvendig for helbredelsesindsatsen. Tavshedspligten er en hjørnesten i tillidsforholdet mellem patient og læge og derfor også en hjørnesten i den sundhedsfaglige stolthed. Lægens tavshedspligt må forblive ukrænkelig, selv af politiet. Dette princip tilhører en fremsynet faglig stolthed, der sikrer sundhedsplejen de bedst mulige vilkår – og som den sundhedsstuderende bør tage til sig fra uddannelsens dag 1 og værne om resten af lægelivet.

Denne aktuelle sag viser også, hvor god hele vores faggruppe af læger, sygeplejersker – studerende såvel som praktiserende – er til at stå sammen om vores principper. Det er et fantastisk fagfællesskab, som jeg er stolt af at være en del af og som jeg ved, at vi skylder vores patienter. Lad derfor lyde et opråb: Værn om vores fælles faglige stolthed – og værn om tavshedspligten!

Mange hilsner

Claus Uhrenholt Christensen

Er der fremskridt at finde i Morten Østergaards sko?

Regeringsrokaden varsler ingen politiske forandringer. Ny uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) afviser blankt at sætte sit personlige præg på regeringens uddannelsespolitik; i stedet planlægger hun at finde sig til rette i Morten Østergaards ”meget store sko” og ”lytte til de studerende” selvom ”de ikke skal regne med, at jeg er enig”.

Morten Østergaard havde mod til at se de medicinstuderende i øjnene på Panum-instituttet i december og vi skal være taknemmelige for, at Sofie Carsten Nielsen vil fortsætte den gode stil. Vi priser uddannelsesministre, der lytter. Nu mangler vi bare uddannelsesministre, som også spytter ulden ud af munden og giver de medicinstuderende svar på tiltale: Hvorfor vil Uddannelsesministeriet hæmme faglig fleksibilitet og praksiserfaring på lægeuddannelsen?

Jeg forventer ikke, at uddannelsesministeren er enig med os. Men jeg håber, at hun fremover vil vedgå sig fremdriftsreformens negative effekt på universiteternes lyst til at lade medicinstuderende tage orlov – i stedet for som Morten Østergaard blot at bedyre at ”der foretages med reformen af rammerne for studiegennemførelse ingen ændringer heri”.

Nej, universiteterne har selvstyre og ja, universiteterne bestemmer selv deres orlovsregler. Men Uddannelsesministeriet ved udmærket hvilke gulerødder, de stiller universiteterne i udsigt – og ministeren bør kunne forklare sin politiske linje og kunne svare på, hvorfor forskning, praktik, lægevikariater eller graviditet ikke længere skal være gode grunde til at tage orlov fra medicinstudiet.

Kære Sofie Carsten Nielsen: Vi ser frem til at gå i dialog med dig om Fremdriftsreformen, når FADL og Medicinerrådet på KU foretræder for Uddannelsesministeriet 25. februar kl. 16.00. Tillykke med taburetten: Jeg håber, at du vil kunne besvare vores undren.

Med venlig hilsen

Thomas Svare Ehlers

Formand for Foreningen af Danske Lægestuderende, København

Tikkende tidsplaner psyker studerende

Hver anden studerende på KU føler sig stressede, skriver Information 27. januar – og siden 2008 er antallet af medicinstuderende i psykologhjælp hos Studenterrådgivningen steget med 260 %, tilføjer Ugeskrift for Læger.

Den kedelige tendens bekræftes af vores seneste 12. semesterundersøgelse: de opskruede krav på uddannelsen og uvisheden om den fremtidige karriere presser de medicinstuderende mere end nogensinde før”, udtaler Kasper Gasbjerg, formand for FADL.

Kasper Gasbjerg er dog uenig med Studenterrådgivningen i, at fireårsreglen ingen rolle spiller for stressniveauet – tværtimod er den ofte netop dens underliggende hastværk, der fremkalder stress:

”Fireårsreglen – og fremdriftsreformen i tillæg – spænder de studerende hårdt for tidsmæssigt. I dag vil universiteterne stavnsbinde de medicinstuderende til stringente tidsplaner. Dumper man en eksamen, skubbes man videre i systemet alligevel – uden bekymring om at få hverken fagligheden eller menneskeligheden med”.

Universitetets karrierevejledning sidder imidlertid også med et vigtigt ansvar for at holde den studerende oven vande:

”Det er nødvendigt at skabe klarhed om, hvad en sund og realistisk karrierestrategi egentligt er, og det er nødvendigt at få afkræftet nogle højtflyvende myter – fx at ph.d.-stipendiater er helt nødvendige for at kunne redde sig et godt speciale. Det stresser de studerende, at forventningerne skrues op i disse højder – og i sidste ende gavner det ingen lægefaglighed, at menneskeligheden glemmes undervejs”, slutter FADLs formand.