God sommer

Kære FADL-medlem

Et omvæltende forårssemester går snart på held. Foråret har bud på mange forskellige udfordringer, både lokalt i København og på landsplan.
Fremdriftsreformen har dog været alt overskyggende. Reformen har for alvor gjort sit indtog på studierne, og vi kan bestemt mærke dens begrænsninger. På trods af en revideret udgave – som vi nok kommer til at se efter sommeren – begrænser det os studerende stadig i mulighederne for at forske og tage lægevikariater.

I FADL har vi løbende haft kontakt til uddannelsesministeren og uddannelsesordførerne, og gjort dem opmærksom på de problematikker fremdriftsreformen skaber for os, og ikke at forglemme de pressede hospitals afdelinger og forskningsenheder der gerne vil benytte os.

De gode nyheder er her, at de langsomt er ved at forstå, at vi lægestuderende er unødigt pressede. Så forhåbentligt begynder de snart at røre på sig inden på Christiansborg.
På den anden side af Storebælt, har regionerne valgt at nedlægge vagtbureauet og selv varetage disponeringen af FADL-vagter. Vi frygter at dette betyder to forskellige muligheder for relevante studiejobs til de medicinstuderende på landets fire lægeskoler. Vi prøver løbende at øge mulighederne for, at de studerende i Vestdanmark har mulighed for at tage vagter i FADL Københavns Vagtbureau – så alle landet lægestuderende har samme muligheder.

I det kommende semester vil vi endnu engang gøre vores bedste for, at vi får de muligheder vi ønsker og efterspørger, så vi kan blive de læger vi gerne vil!
I ønskes alle en rigtig god sommer.