Fremdriftsreformen gør os til robotter!

Politikerne skal spørge sig selv, om de i fremtiden vil lægge liv i hænderne på robotter eller mennesker. Man kan sagtens blive en god medicinstuderende på normeret tid – men ikke alle bliver læger, der arbejder med liv og død.

Semestret går på hæld, og efter sommeren starter mit sidste semester på medicinstudiet. Det er derfor med blandede følelser, at jeg har tilmeldt mig de sidste fag. På den ene side ser jeg nemlig tilbage på min tid som medicinstuderende med stor glæde, men på den anden side fyldes jeg med fortvivlelse, når jeg ser fremad og ser, hvilket studie mine efterfølgere på medicin kommer til at få. Denne sommer bliver nemlig skelsættende. En ny epoke starter, lad os kalde den tvangs-epoken.

Fra næste semester træder fremdriftsreformen i kraft for de nye medicinstuderende. Det betyder, at de studerende hvert semester automatisk tilmeldes undervisning og eksaminer svarende til 30 ECTS-point gennem samtlige af deres 12 semestre. Det lyder måske ikke direkte halsbrækkende, eftersom mange nuværende studerende i forvejen gennemfører 30 ECTS-point pr. semester på mange af deres semestre. Men ser vi på, hvordan denne nye regel griber ind i de studerendes fleksibilitet og mulighed for selv at tage ansvar og initiativ i forhold til deres studie og liv, så er konsekvenserne ikke til at overse.

Selv ender jeg med at være 7 år om min uddannelse. Det er et år for meget i forhold til normeringen.  Men ville jeg kunne have klaret uddannelsen på 6 år? Rent fagligt – uden tvivl. Menneskeligt – måske. Men ville jeg have følt mig klar til at være læge – NEJ!

For selvom fagligheden er grundstenen i uddannelsen, så handler medicinstudiet ikke udelukkende om at blive fagligt dygtig. Det handler også om at blive klar til at stå med et andet menneskes liv i hænderne.

Personligt ville jeg ikke have undværet det sammenlagt ene år, jeg brugte uden for studiet. Det ene semester tilbragte jeg på et hospital i Tanzania. Selvom jeg ikke fik det store faglige udbytte ud af opholdet, lærte jeg meget af at opleve livet som læge i et andet og meget anderledes land end Danmark – for eksempel ved at skulle agere i et sundhedsvæsen, hvor patienterne betaler for alle undersøgelser, og hvor man ved, at patienterne ikke har penge til den nødvendige behandling. Dette ophold satte mit fremtidige virke som læge og vores eget sundhedssystem i perspektiv. Det andet semester brugte jeg på at tage et lægevikariat og på at være kredsformand i FADLs kreds i Odense. Alt i alt et ekstra år, som måske ikke gav mig de store medicinfaglige åbenbaringer, men som gjorde ”den medicinstuderende Marianne” til ”den kommende læge Marianne”.

Med fremdriftsreformens indtog bliver det fra nu af meget sværere at tage udlandsophold og vikariater, og der bliver mindre tid til at engagere sig studenterpolitisk eller i frivilligt arbejde.

Jeg synes, at politikerne skal spørge hinanden – Ja, jeg synes faktisk, at vi alle sammen skal spørge hinanden, for det kommer os alle sammen ved: Hvilken slags læger skal tage hånd om vores syge og døende eller om os selv? Er det mennesker eller robotter, vi vil lægge vores liv i hænderne på i de mest sårbare situationer i vores liv?

Her taler jeg ikke om robotter af metal og med knapper i alle farver, men om de robotlignende læger, vi risikerer at skabe en masse af, hvis vi ikke gør plads til den menneskelige udvikling på lige fod med den faglige udvikling på medicinstudiet.

Denne tvangsreforms galskab er ikke kun et uddannelsespolitisk anliggende eller et anliggende kun for medicinstuderende. Det er noget, der vedrører os alle sammen, vores fælles fremtidige sundhedssystem og spørgsmålet om, hvem vi vil have til at behandle os i fremtiden.

– Marianne Fløjstrup, FADL-Formand i Odense.