I sit nye udspil om Fremtidens Læger lancerer FADL i alt 28 forslag til, hvordan sundhedssektoren og lægernes faglighed kan styrkes i fremtiden. 
”Her kommer vi med vores bud på, hvordan udviklingen af lægeuddannelsen, lægers videreuddannelse og lægen i samfundet kan foregå. Selvom vi ikke ønsker radikale ændringer af de gode lægeuddannelser, vil vi godt sikre os, at vi i fremtiden får endnu dygtigere læger,” siger Claas-Frederik Johannsen, formand for FADL. Udspillet indeholder bl.a. disse 3 forslag:

1.     Basislægebegrebet
–        Den nyuddannede læge skal være basislæge, hvilket vil sige en medicinsk ekspert med kompetencefokus på den basale lægegerning suppleret med et bredere katalog af færdigheder end i dag. Basislægerne skal forberedes på en ny virkelighed i sundhedssektoren, derfor er kompetencer såsom kommunikation, didaktik, videnskabsteori og psykologi essentielle.

2.     KBU 18 måneder
–        FADL mener, at KBU’en er god træning i det at være læge, men at den er for kort. Derfor vil vi forlænge KBU med 6 måneder, så den bliver på 1 ½ år. På denne måde vil nyuddannede læger styrke sin lægefaglige viden. Det skal være obligatorisk at almen praksis bliver en del af KBU’en, så vi sikrer os, at alle nye læger har et nødvendigt kendskab til primærsektoren.

3.     Antal af hoveduddannelsesstillinger
–        Der skal oprettes flere hoveduddannelsesstillinger, så antallet passer til antallet af færdiguddannede læger. Der er nemlig vigtigt, at alle læger kommer igennem en hoveduddannelse og bliver speciallæge. FADL foreslår desuden, at der gøres en særlig indsats i at rekruttere flere læger i hoveduddannelsesstillinger i specialer med rekrutteringsproblemer.

”Tilblivelsen af Fremtidens Læger har været en god proces, som alle FADLs repræsentantskaber og mange engagerede lægestuderende fra hele landet har været en del af. Senest blev Fremtidens Læger diskuteret på landsrepræsentantskabsmødet, hvor alle forslag blev vedtaget. Vi lancerer Fremtidens Læger i forbindelse med Folketingets åbning. Vi satser – ikke mindst op til et Folketingsvalg – på at møde politisk interesse for vores forslag,” siger Claas-Frederik Johannsen og takker for den gode opbakning og de gode inputs fra alle FADLs repræsentanter.

Læs FADLs udspil om Fremtidens Læger her